﻿Den unge Page stansede sin Sky
midt ude paa Himmelen; man kunde
se ham lang Vei; Solrødmen bræmmede
Kraven om hans Hals med smale Pur-
purbaand. Morgenen lysnede, og Sol-
straalerne begyndte at flagre til alle
Kanter, og Pagens Sky blev større og
større, og da Solen randt, skinnede den
til alle Kanter, — og nu saa man, at
det var Eventyret selv, som kom seilende
deroppe paa sit grønne Krystalskib. Da
sprang Sommervinden op og red afsted,
saa hele Havet glitrede; og den spændte
sin sjøblaa Skimmel foran Eventyrets
Skib, og det gled langsomt henover
Verden, medens Smaaskyer slog sit hvi-
de Skum mod Skibets skinnende Baug.
Pagen var fiøiet iforveien, — se! der
var han over Skoven — han svingede
en stor Paafuglfjær: Giv Agt! Sommerens
Eventyr er kommet! Og der dryssede
Dun af Paafuglfjæren — bittesmaa Dun
— de sank ned over Jorden og lagte
sig allesteds, som en Perlemorsdugg, —
over Menneskenes lukkede Øine.